Skrot pyt-knappen

Har du nogensinde trykket på en pyt-knap? I Danmark har vi et godt udtryk, og det hedder pyt. Jeg har engang været i Netto, og der så jeg, at man endda kan købe en pyt-knap. Meningen er, at den skal man for eksempel stille på sit skrivebord på sit arbejde, og hver gang der er et eller andet, man bliver irriteret over, så skal man trykke på den og sige pyt. Og det er også okay. Tanken bag pyt-knappen er jo, at man ikke skal hisse sig op over ting, som ikke er værd at hisse sig op over. Men spørgsmålet er bare, hvornår ved man, at der er noget, der ikke er værd at hisse sig op over?

Lad os tage et eksempel. Vi har en kollega, eller flere kollegaer, som aldrig nogensinde sætter gang i opvaskemaskinen. Det ligger sådan i luften, at det er mig eller dig, der skal sørge for, at opvaskemaskinen kører, og at den efterfølgende også bliver tømt. Du har gjort det én gang, måske har du gjort det to gange, og lige pludselig er det bare blevet dig. Det tager måske fem minutter at tømme den opvaskemaskine. Det tager et minut at sætte den i gang. I virkeligheden er det ikke noget vigtigt. Gør det dog bare. Pyt med det. Din kollega bliver glad. Du bliver glad. Ingen problemer. Eller er det noget, man skal hisse sig op over og sige, hvad sker der her? Så nej, man skal ikke hisse sig op over det og blive sur og blive vred. Men det er ikke noget, man skal sige pyt til. Man skal kontakte sin kollega og sige: Venner, kan det virkelig være rigtigt, at det hele tiden er mig, der skal gøre det her?

Der er masser af situationer i vores hverdag, hvor vi oplever, at vi ignorerer eller siger pyt til noget, vi egentlig synes er irriterende. Vi siger pyt, fordi vi ikke ønsker konflikt. Vi ønsker at bevare roen. Vi har ikke lyst til, at der skal komme nogle stridigheder. Det gælder også i ægteskabet. Man siger pyt til, at manden gør sådan, og man siger pyt til, at konen gør sådan. Med alle de pytknapper, som vi trykker på, kan det måske nogle gange være lidt svært at finde ud af, hvornår vi egentlig skal stoppe med at sige pyt. Hvornår bliver en grænseoverskridende adfærd så træls, at vi i virkeligheden burde gøre noget ved det?

Problematikken er, at man efterhånden glemmer, hvornår ens grænser bliver overtrådt. En kvinde, som befinder sig i et voldeligt ægteskab med en voldelig mand, oplever, at manden gradvist begynder at udøve vold imod hende. Det kan være. Eller de begynder måske med psykisk vold og ender i fysisk vold. Spørger man kvinder, som kommer fra voldsprægede ægteskaber, og man spørger dem, hvornår det hele begyndte, så kan de nogle gange have lidt svært ved at svare på det. Det er nemt nok at huske den første lussing, man får, men den første alvorlige nedgørelse, som jo er starten til den fysiske vold, kan være svær at få øje på. Man siger pyt for meget, og det ender med, at man ikke længere ved, hvornår man skal tage den her pytknap og smide den ud af vinduet.

Så ja, skrot pytknappen. I virkeligheden skal man hver gang, nogen overskrider ens grænse, sige stop og sige: Hey, hvad skete der lige her? Kan man ikke gøre det i øjeblikket, er det helt okay, at man vender tilbage om nogle timer eller dage og siger: Hey, for øvrigt, kan du huske, for nogle dage siden, der gjorde du sådan og sådan? Og jeg har tænkt over det, og jeg bryder mig faktisk ikke om det. Det betyder ikke, at man har kontrol over den andens adfærd. Det betyder ikke, at den anden stopper med den her adfærd. Men det, man har gjort, det er at vise over for den anden, at man har bemærket den andens grænseoverskridende adfærd, og man i virkeligheden ikke tolererer den.

Jo, som sagt, det kan godt være, at du ikke kan gøre noget ved det. Men du har gjort noget ved det. Du har sagt stop. Gentager adfærden sig, så er det op til dig, hvad du så vil gøre. Du kan enten blive sur og blive vred. Du kan også vælge bare at acceptere det. Men du har bemærket det, og det er det, der er det vigtige. Man skal sige fra, så snart man kan mærke, at nogen udsætter en for grænseoverskridende adfærd.

Lad os komme tilbage til det med arbejdsmarkedet. Hvad så, hvis man har en chef, altså en person, der i virkeligheden har magten over ens ansættelse? Hvis vedkommende har en grænseoverskridende adfærd? Det er straks værre. I krogene kan man sagtens gå og sladre og brokke sig over, hvor dumt et svin chefen er. Men man tør ikke at sige det til chefen direkte, fordi man er bange for at blive fyret i sidste ende. Mange sluger kamelen, trykker modvilligt på pytknappen og ender med at blive stresset, måske sygemeldt eller det, der er værre. Så hvad gør man? Det er et svært spørgsmål. Det er ikke så nemt at besvare i virkeligheden. Man kan ikke bare sige: Gå til en tillidsmand eller begynd at brokke sig over for chefen, fordi det kan få alvorlige konsekvenser. Så hvad skal man gøre? For eksempel kunne man gøre det, at man begynder stille og roligt at se sig om efter et andet arbejde. Det er måske den bedste løsning. For at regulere chefens adfærd er ikke sikkert, at det bliver nogen succes. Igen, du har ikke kontrol over den anden. Hvis man fornemmer, at chefen er en, man kan tale med, så kunne man godt tage en snak med vedkommende og sige: Hør, det du gjorde med mig, det var sgu ikke så fedt. Man skal tænke sig godt om, men det allerførste skridt er, at man bemærker adfærden og vurderer, at den ikke er okay. Man skal ikke sige pyt. Det bliver også nemmere at takle den efterfølgende. Man skal handle.

Som sagt er det på arbejdsmarkedet, at man overvejer, om det så er det sted, hvor du skal være. Alt for mange bliver for lang tid i en situation, hvor de bliver udsat for grænseoverskridende adfærd. For mange forældre for eksempel lader deres børn blive i klasser, hvor de bliver mobbet. Det er ikke sikkert, at læreren kan gøre noget ved denne mobning. Der kan være mange mekanismer, der spiller ind, hvorfor ens barn bliver udsat for mobningen. En god ting er, at hvis det ikke ændrer sig relativt hurtigt, at man simpelthen fjerner barnet væk fra den klasse, men selvfølgelig taler om at sige: Hvad er der gået galt? Og det er også helt legalt at spørge: Har du gjort noget, siden du måske bliver mobbet?

Grænseoverskridende adfærd sker hele tiden. Det vigtige her er, at man bemærker den, at man taler om den. Det kan godt være, at man ikke kan tale om den med den person, der gør det, men så kan det hjælpe, at man taler om den med personer, som står én nær, og som kan hjælpe én. Det værste, man kan gøre, det er at trykke på pytknappen. Pytknappen og sige pyt kan godt sættes lige med konfliktskyhed. Og konfliktskyhed, det er en form for fejhed. Man er for fej til at tage kampene op. Som sagt, det er ikke alle kampe, man måske skal tage op. Det er ikke alle kampe, man kan vinde. Men for eksempel ens ægteskab er noget af det værste, man kan gøre at være konfliktsky. Det er på en måde at forråde sin partner. Partneren spørger: Har du lyst til at tage ud og spise i dag? Det vil jeg meget gerne. Hvad vil du gerne spise? Jeg vil gerne spise sushi, siger hans partner så, og man hader sushi. Men man kan se glæden i partnerens øjne, og man siger ja. Efterfølgende brokker man sig en smule over at sige, at man egentlig ikke havde lyst til at gøre det. Det er ikke fedt for den anden at vide, at man bare har sagt ja for at please den anden.

Konfliktskyhed, ligesom alkohol, er noget, der kan ødelægge mange parforhold og relationer, fordi det langsomt nedbryder ærlighed og tillid. Det handler om, at man står op for sig selv. Nogle gange kan det blive en kamp, andre gange er det bare at gøre opmærksom på, at det her bryder man sig egentlig ikke om, og man havde egentlig lyst til noget andet. I stedet for at spise sushi, så havde man mest lyst til at spise en steak. Vær ærlig. Bemærk, hvornår ens grænser bliver overskredet, hvornår man bliver pålagt noget, man ikke har lyst til, og bare sig det. Det er i hvert fald en god begyndelse.

Hvis du kan mærke, at du alt for ofte trykker på pyt-knappen, eller hvis du har svært ved at sige fra og ender med at blive konfliktsky, så kan psykoterapi være en hjælp. Gennem terapi kan du lære at mærke dine egne grænser, stå ved dem og finde modet til at sige fra på en sund og respektfuld måde.