Parterapi - og hvorfor det måske aldrig er helt for sent

Jeg har tidligere skrevet, at det nogle gange kan være for sent at starte i parterapi. Når gnisten er forsvundet, når der er gået for lang tid, og man har levet adskilte liv under samme tag i årevis, kan det være svært at komme i gang. Selv med parterapi kan det føles næsten umuligt at genskabe den gnist, der engang var der. Det kan være svært at finde de oprindelige følelser frem – dem man havde i starten af forholdet – for at genstarte kærligheden.

Alligevel må jeg som ansvarlig parterapeut sige, at det måske aldrig er helt for sent at starte i parterapi. Parterapi kan være det sidste bolværk mod skilsmissen.

For hvad er det egentlig, en skilsmisse indebærer? Tænk på et par med børn, hus, bil, faste rammer og hverdagsrutiner. Når skilsmissen rammer, vælter hele fundamentet. Huset skal sælges. Økonomien bliver presset, og mange oplever, at de bliver sat markant tilbage økonomisk. Finder man senere en ny partner, starter det hele forfra – måske med nye børn, nye udgifter og endnu større kompleksitet. Og så er der den del, som man sjældent tænker over i opløbet til en skilsmisse: konsekvenserne for børnene.

Mange undersøgelser viser, at børn godt kan håndtere en skilsmisse. Børn er stærke og kan klare meget – så længe de har faste holdepunkter i livet. Men hvad sker der, når mor og far finder nye partnere? Når nye søskende kommer til, og hjemmene ændrer sig igen og igen? Så bliver det svært. For hvert skift mister barnet noget af den tryghed og stabilitet, det havde tilbage. Det kan være ekstremt stressende for børn at skulle navigere i nye relationer, skiftende hjem og hele tiden tilpasse sig nye mennesker i deres liv.

Skal man så aldrig skilles? Jo, selvfølgelig skal man det, hvis situationen er uholdbar – som ved vold, misbrug eller andre alvorlige forhold. Men mange vælger skilsmissen, fordi det bare ikke fungerer længere. Og her mener jeg, at parterapi bør afprøves, før man tager det ultimative skridt.

Når parforholdet er presset af manglende kærlighed, intimitet og nærvær, kræver det hårdt arbejde at finde hinanden igen. Og det sker ikke bare af sig selv ved at gå til parterapi ti gange og så tro, at alt bliver godt igen. At genskabe en ægte relation kræver først og fremmest to ting:

1. Ægte engagement.

2. Ærlighed – både over for sig selv og over for sin partner.

Kan du sige til din partner: "Jeg elsker dig ikke længere" eller "Jeg føler mig ikke tiltrukket af dig mere"? Det er svære ord, som kan såre, men hvis de er sande, må de frem. Først når sandheden ligger på bordet, kan vi arbejde videre. Uden ærlighed sker der ingen forandring.

En af de mest oversete udfordringer i mange parforhold er konfliktskyhed. Mange undgår ubehagelige samtaler, fordi de frygter partnerens reaktion. Men hvis vi skal redde forholdet, er vi nødt til at tage de svære snakke – også selvom de fører til uenigheder eller vrede. Ord kan være hårde, men de er sjældent farlige. De fleste gange handler det ikke om fysisk fare, men om frygten for at gøre den anden ked af det eller skabe dårlig stemning.

Konfliktskyhed stikker ofte dybt. Det kan handle om gamle mønstre fra barndommen, erfaringer med afvisning eller simpelthen et ønske om harmoni for enhver pris. Men her er det vigtigt at huske, at hvis vi bare accepterer vores konfliktskyhed og undlader at handle på den, vil parforholdet langsomt opløse sig selv.

I parterapi arbejder vi med at finde de blinde punkter – de sider af os selv, vi måske ikke engang er bevidste om, men som skaber problemer i relationen. Det kan være gamle traumer, ar fra barndommen eller uhensigtsmæssige strategier, vi har lært for at undgå konflikter. Vi skal grave dem frem, lægge dem på bordet og arbejde med dem åbent og ærligt. For at redde et parforhold kræver det, at begge parter tør kigge indad og tage ansvar for deres egne mønstre – også dem, der ikke er så kønne.

Vil du redde dit parforhold, skal du være villig til at gå hele vejen. Ikke kun at pege på, hvad din partner gør forkert, men også at se på dig selv og spørge: Hvorfor handler jeg, som jeg gør? Hvad er mit ansvar i det her? Og vigtigst af alt: Er jeg villig til at ændre mig?

Når vi tør det, er det måske aldrig for sent.