Jagten på perfektion

Perfektionismens fælde: Hvorfor jagten på det perfekte gør os syge

Vi mennesker er optaget af at være perfekte – og det er kun blevet værre med fremkomsten af sociale medier. Særligt blandt unge piger ser vi en markant stigning i angst og usikkerhed, men også drenge rammes, blandt andet gennem det fænomen, vi kalder bodymorphisme. Når vi åbner Instagram eller Facebook, bombarderes vi med billeder af perfekte kroppe, perfekte ansigter, perfekte liv. Mennesker projekterer deres bedste øjeblikke ud i verden: de gode ferier, de spændende oplevelser, det succesfulde liv. Tilbage sidder vi andre og tænker: Hvorfor ser mit liv ikke sådan ud?

Med det digitale billedes opfindelse er det blevet nemt at skabe en illusion – en virkelighed, som kun eksisterer i et velredigeret øjebliksbillede. Alt ser perfekt ud. Men sådan er livet ikke. Hvis der er noget, der ikke er perfekt, så er det menneskets verden.

Skønlitteraturen har i århundreder mindet os om, at det perfekte er uopnåeligt. Selv i mytologien fejler guderne. Tag bare fortællingen om Thor, der må klæde sig ud som kvinde for at få sin hammer tilbage – noget, som på den tid blev set som den største ydmygelse for en mandlig gud. Verden er fuld af eksempler på, at det perfekte ikke findes. Alligevel jager vi det ufortrødent.

Men hvad gør denne jagt ved os? Den gør os syge. Vi udvikler angst, depression, lavt selvværd. Vi bliver skuffede og nedbrudte, når vi igen og igen må sande, at vi ikke kan opnå det perfekte.

Vi ser det blandt piger i skolesystemet – de såkaldte toltalspiger, for hvem det ikke længere er nok at lære og udvikle sig. Nu skal de have bevis i form af et toltal for at være "værdige". Vi ser det, når en løbetur først "eksisterer", når den postes på Facebook og likes af andre. Det er ikke længere nok at gøre noget for sig selv – det skal anerkendes offentligt.

Når jeg spørger mine klienter i psykoterapi, om de for eksempel vil få lavet en skønhedsoperation for deres egen skyld, siger mange først ja. Men når jeg spørger: Hvis du var på en øde ø uden nogen andre, ville du så stadig få lavet operationen? – så svarer de fleste nej. Skønhedsoperationer, og meget andet vi gør, handler altså om andres blik på os, ikke vores eget.

Vi har altid stræbt efter at være attraktive – stærke mænd, smukke kvinder – men det nye er, at vi i dag kan skabe og vedligeholde en illusion, som ikke holder i virkeligheden. Og det gør os syge, for vi har brug for en virkelighed, vi kan spejle os i.

Perfektionisme er en selvdestruktiv og vanedannende forestilling, der først og fremmest giver næring til denne tanke: Hvis jeg ser perfekt ud, lever perfekt og gør alt perfekt, kan jeg undgå eller mindske smertefulde oplevelser af skam, fordømmelse og bebrejdelser.

Men perfektionisme er selvdestruktivt af den simple grund, at det perfekte ikke findes. Det er et uopnåeligt mål. Perfektionisme handler ikke om at være perfekte – det handler om at ville opfattes som perfekte. Og vi kan aldrig kontrollere andres opfattelser, uanset hvor meget tid og energi vi bruger på det.

Perfektionismen bliver en vane, fordi hver gang vi føler skam, fordømmelse eller bebrejdelser, tror vi fejlagtigt, at det er, fordi vi ikke har været perfekte nok. I stedet for at gennemskue perfektionismens fejlramte logik, snor vi os endnu dybere ind i den.

Men smerte, skam og selvbebrejdelse er en del af det at være menneske. Perfektionisme øger faktisk chancen for, at vi føler os forkerte – og den gør det endnu værre, fordi vi bebrejder os selv: Det er min fejl. Jeg er ikke god nok.

Vi må minde os selv om: Jeg er ikke perfekt – og det skal jeg heller ikke være. Jeg kan udvikle mig, jeg kan blive en bedre version af mig selv, end jeg var i går. Men mit mål er ikke at sammenligne mig med andre. Det er at være tro mod mig selv.

Perfektionismens jagt er en blindgyde, som vi kun kan bryde ud af ved at acceptere det uperfekte liv – præcis som det er.